Ikke 10 vilde heste kunne stoppe mig!

For jeg havde jo lovet ...

For nogle år siden blev jeg ramt af stress. På den hårde måde, hvor jeg var så udbrændt, at jeg havde huller i hukommelsen, gang på gang glemte hvad jeg var i gang med, mens jeg var i gang med det, mistede koncentrationen, havde tankemylder, var så udmattet at jeg seriøst overvejede at tage en kattebakke op ved siden af min seng. Og så havde jeg smerter overalt i min krop.

Min krop startede med at hviske, og til sidst så råbte den, derfor gjorde alt ondt, jeg tabte hår, fik blå mærker og jeg flækkede til sidst en disk i ryggen.

Det var ikke det værste: Jeg var ked af det, jeg afskyede mig selv, jeg var dybt plaget af selvhad, skyld og skam, over ikke at kunne klare mosten, at svigte, ikke være god nok, jeg var også vred, både på mig selv, og på den arbejdsplads, der ikke havde passet ordentligt på mig.

Det betød at jeg fik mig en mission

Jeg ville udvikle en holdbar metode til at håndtere stress, og alle de følelser, der ligger under, så jeg laver hvert år adskillige workshops og foredrag ude på arbejdspladser i hele landet, jeg laver oplæg for ledelser, fagbevægelser, og medarbejdergrupper, om hvordan de kan skabe mere tryghed, og kultivere en god og proaktiv dialog i et arbejdsmiljø med høje følelsesmæssige krav.

I min psykoterapeutiske praksis møder jeg også de stressramte, der ikke er så heldige som mig, mennesker (ofte ledere), der oplevede sig selv som svage, overhørte signalerne, ikke satte grænser, og som stoppede med at leve. Hvor deres nærmeste både på jobbet og derhjemme havde råbt vagt i gevær, men de fortsatte, for de skulle jo bare liiiige over den næste bakke… 

For ikke ti vilde heste kan stoppe os, og det er stressens paradoks.